Coronakrisen giver folk lyst til at købe elbiler

Foto: Unsplash
Foto: Unsplash

11/04/2020

Udbruddet af coronavirus og den verdensomspændende krise, som det har udløst, får stort set alle brancher til at frygte for skrumpende salg og røde tal på bundlinjen.

En ny engelsk undersøgelse foretaget af den britiske firmabilservice Venson Automotive tyder dog på, at elbiler går fri for den økonomiske krise.

Ja, faktisk indikerer undersøgelsen, at coronakrisen giver folk mere lyst til at købe elbiler.

De vidtgående tiltag i kampen mod coronavirus har haft en positiv effekt på luftkvaliteten i byerne, og det får tilsynedeladende flere til at overveje et skift til elbil.

45 procent af de adspurgte svarer således, at de overvejer at købe en elbil efter at have set de positive effekter, som coronatiltagene har haft på luftkvaliteten. Samtidig svarer hver fjerde, at de forventer at skifte til elbil indenfor fem år.

Da Venson lavede en lignende undersøgelse i juli sidste år, var det til sammenligning 41 procent, der overvejede en elbil, mens 31 procent forventede at købe elbil indenfor 10 til 15 år.

Læs mere her.